Malerkursus på Lesbos i dagene 19. – 26. september 2015

Slip hverdagen og giv dig selv en ny skøn oplevelse i kombination med din interesse for malerkunsten på den græske ø Lesbos. I den lille by Plomari finder du en meget anderledes kultur i den ægte, noget støvede, uspolerede og meget hyggelige og rolige by lige ud til det turkisblå Ægæiske Hav.

Lesbos er bl.a. kendt for øen med det største antal oliventræer (11 millioner) og den store produktion af ouzo.

Underviser på kurset er Jane Mikolajewicz, som også er indehaver af Galleri Munken. Jane har selv malet i over 30 år og i de sidste 10 år, har hun også selv undervist på kurser på Galleri Munken. Jane er meget kreativ og inddrager gerne ting fra naturen i undervisningen. Vi har lejet et arbejdslokale, men naturligvis skal vi også male udenfor undervisningslokalet f.eks. på Platantorvet hvor motivet kan være den gamle Platantræ fra 1811, eller på molen med udsigt ind over byen, i en af øens utallige olivenlunde, eller hvad vi nu finder på.

Kurset henvender sig til såvel begyndere som øvede. Jane er med sin store tålmodighed, kreativitet og gode humør en god inspirator og underviser.

Til at organiseret rejsen og opholdet har vi en ”skabsgræker” fra Løkken. Anne-Marie Jensen, har selv hus i Plomari og er kommet i byen i 7 år. Anne-Marie har mulighed for at trække i rigtig mange tråde på stedet og har stor kendskab til såvel Plomari og byens beboere samt øen. Anne-Marie har 30 års erfaring indenfor turisme.

Vi skal bo på et hotel med en fuldstændig fantastisk udsigt over det turkisblå Ægæiske Hav kun få meter fra en dejlig dukkert i det sensommerlune hav. Myrta og Nikos, som ejer hotellet, er 2. generation på hotellet og det er deres hjertebarn. Myrta er der bare altid for os, hjælper med alt, hvad der står i hendes magt og hver formiddag serverer hun dejlig hjemmebagt kage med græsk kaffe til. Parret er desuden begge lærer og producenter af den økologiske u-filtrerede Irini Olive Oil, der har vundet sølv og guld på verdensplan. Du kan læse mere om olien og hotellet på www.irini-plomari.com

Priser:
Malerkursus, ophold mm. (se nedenfor) i delt dobbeltværelse kr. 5.550,00
Malerkursus, ophold mm. i enkeltværelse kr. 6.950,00

Prisen er eksklusive flyrejse, forsikringer og afbestillingsforsikring

Prisen inkluderer:

  • 5 inspirerende undervisningsdage som både vil foregå ude og inde.
  • Akrylmaling, malertape, kulstift samt et tilskåret lærred i str 50×76, der er staffeli til hver kunstner
  • Tur op i bjergene bag Plomari hvor vi kører ad smalle veje op til et område 500 meter over havet. Her ligger hestefarmen Toumba med en hel formidabel udsigt. Hvis nogle vil ride på heste er det en mulighed, der er gode vandre muligheder, men det er bestemt også tilladt bare at slå sig ned og nyde den formidable udsigt. Som oftest kan man se til Tyrkiet, og øerne Chios og Psara. Vi skal spise frokost hos Margeretha, som ejer farmen og den lille taverna. På Toumba er de selvforsynende med økologiske urter og grønsager. Margeretha kender de som har tidligere har deltaget på kurset, da havde hun en lille taverne i en af de smalle gader i Plomari.
  • Guidet gåtur i Plomari’s smalle hyggelige gade med tips til lokale indkøb. Plomari er meget speciel i sin opbygning, idet den er opbygget som et amfiteater med gader anlagt efter æselstierne. Dette har gjort byen til en inspirator for mange arkitektstuderende fra Danmark.
  • Overnatning på et skønt lille hotel med kun 11 værelser/lejligheder, der alle har balkon/altan med udsigt over det Ægæiske Hav, som ligger lige for fødderne af hotellet. Bad og toilet på alle værelser.
  • Hjemmebagt kage og formiddagskaffe på alle undervisningsdage.
  • Hver aften nye forslag til spændende spisesteder med hjælp til at prøve de mange spændende lokale rette (alle måltider ud over formiddagskaffe-kage og frokosten på Toumba, er for egen regning)
  • Transfer til og fra lufthavnen på Lesbos.

Information om transporten til Lesbos

  • Århus Charter flyver direkte Tirstrup – Mytilini på Lesbos lørdag morgen (mødetid kl. 6.00) og retur fra Mytilini med ankomst i Tirstrup ca. kl. 15.30.
  • Der er forhåndsreserveret et antal billetter til ca. kr. 3.100 pr. person inkl. div. skatter og tillæg. Dette er prisen pr medio januar.
  • Kontakt Jeppe på Århus Charter tlf. 8620 2900 og henvis til Anne-Marie og malerkursus i Plomari.
  • Du kan tilmelde dig kurset ved henvendelse til Anne-Marie Jensen på mail eller telefon, hvorefter du får tilsendt en faktura, som kan deles op i to rater, hvis dette ønskes.
  • Ved betaling er tilmeldingen bindende. Hvis du bliver forhindret i at deltage efter tilmelding, er du velkommen til selv at finde en substitut.

Ønsker du yderligere oplysninger om Lesbos, Plomari, programmet, en ekstra uge og/eller booking af fly er du velkommen til at kontakte Anne-Marie Jensen www.spontanrejser.dk på tlf. 2331 5322 eller info@spontanrejser.dk

Ønsker du mere information om selve malerkurset, er du velkommen til at kontakte Jane Mikolajewicz på tlf. 30320708 eller miko@gallerimunken.dk.

Mange hilsner

Jane Mikolajewicz og Anne-Marie Jensen